Lovgivning

Er det ulovligt at skralde?

Kvinde skralder

Der foregår et historisk madspild i vestlige samfund i disse år, og samtidig lever mange borgere på kanten af fattigdom, hvor hver en krone må vendes, og køleskabet ofte er tomt hen mod slutningen af måneden. Netop derfor er fænomenet om at skralde blevet utroligt populært. At skralde betyder kort sagt, at du går i skraldecontainerne hos typisk butikker og supermarkeder, for at finde madvarer og andre forbrugsvarer, som stadig er gode nok, har en værdi og kan bruges.

Men hvordan er egentlig lovgivningen i forhold til det at skralde? Hvis du er nysgerrig på netop det spørgsmål, så læs med her.

Sådan er lovgivningen omkring at skralde

Skraldning som lovmæssigt begreb dækker kun over, når private mennesker skralder, og altså ikke hvis det er en koordineret indsats af en institution eller virksomhed.

Det helt store lovmæssige spørgsmål, når det drejer sig om at skralde, handler om fødevaresikkerhed. I Danmark har vi ganske strenge regler for sikkerhed omkring fødevarer, og det gør skraldning til lidt af et dilemma. Kasserede madvarer kan nemlig udgøre en risiko, hvis for eksempel kølekæden har været brudt. Kølekæden er den kæde inden for logistik og distribution af fødevarer, som sikrer at kølevarer (for eksempel kød) bibeholder en vis temperatur hele vejen fra produktionsstedet til butikken. Hvis en pakke kød har ligget i en åben kølemontre, og har opnået en for høj temperatur, er kølekæden brudt og kødet skal kasseres, da det kan være fordærvet.

Mad der ligger i affaldscontainere kategoriseres ikke længere som mad af Fødevarestyrelsen, og må ikke gives til andre med henblik på indtagelse.

Et andet lovmæssigt aspekt omkring skraldning er indtrængning på privat grund. Er containerne afspærrede eller bag lukket og låst hegn, er det ikke lovligt at trænge ind på denne grund og skralde.

Hvornår er det lovligt at skralde?

Kort sagt kan det opsummeres således, at det er lovligt at skralde, så længe de fundne varer i affaldscontainere er til eget brug. Du må således ikke give den mad, du har fundet disse steder til andre med henblik på fortæring. Du må derfor gerne skralde mad til dig selv, men det er på eget ansvar, og butikken kan ikke holdes ansvarlig, hvis du for eksempel får madforgiftning.

Derudover er det ikke ulovligt at skralde i containere, som er ulåste og står på ulåst grund. Således må du altså gerne skralde i en supermarkeds container, hvis den blot står tilgængelig i en ulåst baggård eller bag butikken.

Kilde: Foedevarestyrelsen.dk

2 Comments

  • Reply
    Jens
    13. april 2020 at 14:22

    “Således må du altså gerne skralde i en supermarkeds container, hvis den blot står tilgængelig i en ulåst baggård eller bag butikken.”

    Det er en anelse forkert.
    Hegn indikerer privat grund og man må IKKE åbne porte/låger for at komme ind til containerne.
    Man må kun skralde, hvis containerne står på et FRIT tilgængeligt offentligt område.
    Et indhegnet område er IKKE et frit tilgængelig område.

  • Reply
    Morten
    19. august 2020 at 20:53

    Hej

    Må man skralde i Harald Nyborgs container, når den ikke er låst ,

Skriv en kommentar